Referat fra generalforsamling i Grundejerforeningen Stenøgård søndag d. 2. juni 2024 på Gerlev Kro
Bruno Andersen åbnede årets generalforsamling med sang og guitarspil og bidrog således til den gode stemning.
Herefter bød formanden Henning Schjødt (KT17) de fremmødte medlemmer og vores gæst Henrik Ustrup (formand for grundejerforeningen Gl. Færgegård) velkommen. Derefter gik han over til dagsordenens punkt 1.
1.Valg af dirigent
Henning foreslog på bestyrelsens vegne Kurt Sørensen (KV9), som blev valgt.
Dirigenten konstaterede at formalia i henhold til vedtægterne var overholdt bortset fra at generalforsamlingen i forhold til vedtægterne skal afholdes i april eller maj. At der er gået et par dage udover denne periode er allerede varslet i foreningens vinterhilsen; der var ingen indvendinger imod dette og dirigenten kunne erklære generalforsamlingen lovlig.
2.Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år
Formanden henviste til den udsendte beretning for 2023 og supplerede denne med information om følgende forhold:
• Gerlev Renden. Som opfølgning på en folketingsbeslutning undersøger myndighederne vandmiljøerne og deres udvikling; for vores vedkommende gælder det Gerlev Renden, som løber i skellet mellem Kystsvinget 26 og den tilstødende mark.
Den vil aktuelt blive undersøgt for fisk, kiselalger og vandplanter og resultatet vil blive sammenlignet med en tilsvarende undersøgelse for 2 år siden.
• Kloakering. Bestyrelsen har arbejdet med spørgsmålet om kloakering af området, som bl. a. blev rejst på sidste års generalforsamling. Frederikssund Kommune har ingen aktuelle planer om at kloakere på Tørslev Hage. (De steder, hvor der kloakeres, koster det af størrelsesorden 45.000 kr. at blive tilsluttet og hertil skal lægges omkostninger af samme størrelsesorden på egen grund. Dette er som nævnt ikke aktuelt hos os).
• Passage gennem Tørslev By. Bestyrelsen har anmodet kommunen om en bredere passage i Tørslev By. I den forbindelse er matrikelskel fastlagt og kommunen håber gennem beskæring og fældning af store træer at forholdene bedres tilstrækkeligt. På vores aktuelle gentagne forespørgsler, har Frederikssund Kommune oplyst, at de venter på en tilbagemelding fra landmåleren.
• Fartdæmpende foranstaltning, bump mv. Vi har ansøgt kommunen om dels at få opsat en fartmåler på Svanevænget/Kystvej og dels at få rådgivning om hvordan bump mv. skal udføres. Endvidere har vi forespurgt om medvirken til opsætning af skilte med ”Max 30 km/t” godkendt af politiet.
• Hjertestartere. Til almindelig orientering så er der nu opsat hjertestartere på Kystvej 27 og Kystsvinget 8. Og i vores naboforening syd for brovejen yderligere en på Fælledvej
4.
• Oprydning på grunde med ”rod” . Henning opfordrede til at få ryddet op i rabatter, hvor der ligger grenaffald og byggematerialer. Det er som om at det bare kan komme ud i rabatten, hvis der ikke lige er plads på grunden. Ligeledes skal rabatter og grunde slås for græs og ukrudt jf. vedtægter og med hensyn til huse, skure og containere på grundene henvises til gældende servitutter. Formålet er at vi kan opretholde et smukt og åbent naturområde.
• Hjemmeside. Sluttelig omtalte Henning vores nye hjemmeside, der administreres af Daniel Nielsen (SV15); her kan man finde vedtægter og andre nyttige ting.
• Fibernet. Herefter gav John Petterson (KT1) en aktuel orientering om status for fibernet, idet der siden den skriftlige beretning blev udsendt er kommet mere gang i sagen. Vi har fremsendt FIBIA mere detaljerede oplysninger om vores områder og de har efterfølgende meddelt os (de 2 grundejerforeninger), at de er klar til at gennemføre nedlægning af fibernet, hvis vi kan indgive tilstrækkelig mange (60%) forhåndstilmeldinger. Det tilbud, FIBIA kører med nu andre steder, vil også gælde i vores tilfælde; det lyder kort sagt på gratis tilslutning og mod en bindingsperiode på 6 mdr. hvor prisen er 195 kr. månedligt adgang til internet. Det er udgangspunkt for de videre samtaler med FIBIA og så må vi se, hvad der skal ske hvornår. John tilkendegav, at der formodentlig bliver behov for at mødes igen eller på anden måde at kommunikere, da vi er nødt til at have hver enkelt grundejers tilladelse til at nedlægge en fiberforbindelse. Alt er meget nyt, men vi har ikke på noget tidspunkt været så tæt på et projekt som nu.
Der var herefter mulighed for at stille spørgsmål til såvel den udsendte som til den mundtlige beretning og bestyrelsens arbejde i øvrigt. Der var ganske få kommentarer og spørgsmål. En grundejer havde hæftet sig ved at sivskæringen tilsyneladende skete noget på ”må og få” og spurgte konkret til om der var indtægt på sivskæringen. Henning oplyste, at de siv der blev skåret nok i det store og hele var de siv, som kunne anvendes til tækning. Grundejerforeningen har ingen indtægt på siv, men tækkemanden slår så til gengæld stien langs vandet, når der er brug for det, da han har grej, som kan komme frem i terrænet.
Beretningen blev herefter godkendt.
3.Fremlæggelse af det reviderede regnskab for 2023 til godkendelse
Foreningens kasserer Lars Nielsen (KV29) gennemgik kort det udsendte regnskab og knyttede kommentarer til nogle af posterne. Som noget nyt har bestyrelsen i betragtning af den store egenkapital på skitsebasis anslået de forventede udgifter fra 2024 og nogle år frem. Her er tale om aktiviteter som ikke eller kun i meget beskedent omfang kan dækkes af det sædvanlige kontingent. Denne oversigt vil løbende blive ajourført af bestyrelsen.
Lars oplyste, at regnskabet fremover vil komme i et nyt format (Dinero), idet vi allerede nu er overgået til dette regnskabsprogram.
Generalforsamlingen godkendte årsregnskabet for 2023.
4.Forslag fra bestyrelsen
Der var ingen forslag.
5.Forslag fra medlemmerne
Der var udsendt et forslag fra Katja og Flemming Knudsen (KV8) om kontingentfritagelse for alle grundejerne indtil halvdelen af det beløb, som er indkommet ved salg af areal til vejdirektoratet, er anvendt.
Flemming kvitterede for den oversigt over forventede omkostninger fra 2024 og nogle år frem, som bestyrelsen havde udarbejdet (se pkt.3). Han var tilfreds med at deres forslag kunne have inspireret bestyrelsen. På denne baggrund blev forslaget trukket tilbage.
Jørgen Buhler (SS13) fandt at vi alle er godt stillet med en “velpolstret” grundejerforening.
De øvrige 2 punkter, som er omtalt sammen med forslaget, er besvaret i forbindelse med bestyrelsens beretning.
6.Fremlæggelse af budget
Kassereren (Lars) fremlagde det foreslåede budget for 2024, som var udsendt til medlemmerne. Der budgetteres med et underskud som følge af den faskine, der etableres på Kystvej og det dræn der etableres på stien langs vandet. Til gengæld skal der ikke investeres i en hjertestarter som i 2023. Fejlagtigt er der ikke angivet ”Mødeudgifter” på 14.000 kr. i detudsendte budget, hvilket er det af samme størrelsesorden som i 2023 og også omfatter den ordinære generalforsamling.
Budgettet blev taget til efterretning.
7.Valg af formand
Foreningens formand Henning Schjødt var på valg. Der var ingen modkandidater. Henning ville gerne modtage genvalg, men kun for en 1-årig periode mod normalt 2. Forsamlingen accepterede dette, hvorefter Henning blev valgt som formand indtil næste ordinære generalforsamling i 2025.
8.Valg af medlemmer til bestyrelsen
John Petterson (KT1) var på valg, men ønskede efter 8 gode år i bestyrelsen ikke at modtage genvalg. Bestyrelsen foreslog i stedet Joachim Rørbøl (KS24-26), som sidste år blev valgt til suppleant for en 1-årig periode. Der var ingen modkandidater og Joachim var herefter valgt.
9. Valg af 2 suppleater til bestyrelsen
Bestyrelsen foreslog Daniel Nielsen (SV15) genvalgt som suppleant. Der var ingen modkandidater og Daniel var herefter valgt for en 1-årig periode.
Som ny suppleant blev Anders Larsen (KV42) foreslået og valgt for en 1-årig periode.
10.Valg af revisor og revisorsuppleant
Nuværened revisor Kim Slotsø (KS19) og revisorsuppleant Lars Skytte (KT14) blev begge genvalgt uden modkandidater.
11.Eventuelt
a. Nye medlemmer. Kysttoften 19 har fået nye ejere Irene Kongstad og Henrik Andersen, som blev budt velkommen i foreningen.
b. Områdets udseende. Der var flere af foreningen medlemmer, som pegede på at der var en del ejendomme/ grunde, der ikke bidrog til det pæne og åbne naturområde med fjordkig jf. beskrivelser i vedtægter og servitutter.
Konkret blev peget på SV6, KT3 og endelig KV30, men der er flere andre end der konkret blev nævnt. Bestyrelsen blev opfordret til at benytte de midler de nu engang har.c. Sct. Hans bål. Beboeren på KS17 opfordrede til at afsøge mulighederne for at genoptage den gode gamle tradition med at mødes om bålet ved midsommertid. Det er med til at skabe sammenhold og kendskab til hinanden. Umiddelbart synes det vanskeligt at finde et sted hvor det lader sig gøre under de nuværende forhold, men det undersøges evt. sammen med grundejerforeningen Gl. Færgegård.
Dirigenten takkede for god ro og orden under mødet. Formanden takkede dirigenten for godt arbejde, medlemmerne for en god generalforsamling og Bruno for god musikalsk ledsagelse.
Bruno rundede generalforsamlingen af musikalsk med ”Små hjul” og andre gode sange.
