Lørdag d.7. maj 2022 på Gerlev Kro
Formanden Henning Schjødt (KT17) bød de fremmødte medlemmer velkommen og rettede en særlig velkomst til Henrik Ustrup, som er formand i grundejerforeningen Gl.Færgegaard (vores naboforening syd for motortrafikvejen). Derefter gik han over til dagsordenens punkt 1.
1.Valg af dirigent
Henning foreslog på bestyrelsens vegne Kurt Sørensen (KV9), som blev valgt.
Dirigenten konstaterede, at formalia i henhold til vedtægterne var overholdt bortset fra, at indkaldelsen var udsendt d.8. april – altså 1 dag for sent. Forsamlingen tilkendegav at generalforsamlingen dette til trods kunne afholdes lovligt.
2 personer blev valgt til stemmetællere: Henning (SV4) og Peter (KS12).
Der var 53 stemmeberettigede repræsenteret ved generalforsamlingen inkl. fuldmagter.
2.Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år.
Formanden henviste til den udsendte beretning for 2021. Beretningen omhandler i hovedsagen aktiviteter og initiativer vedrørende:
- Skæring af siv langs med stien ved vandet
- Forbedring af stien langs vandet
- Indkørsler til grunde
- Etablering af fibernet til foreningens medlemmer
- Diverse aktiviteter på foreningens fællesareal
Henning supplerede mundtligt den udsendte beretning:
- Grundejerforeningen har fået en henvendelse fra Frederikssund Kommune angående sten og skilte i rabatterne flere steder. Da det er kommunen, som er vejmyndighed, er det et anliggende mellem den enkelte grundejer og kommunen.
- Ved sidste års generalforsamling blev der talt om det ønskelige i, at forslag fra medlemmer udsendes inden generalforsamlingen – det har vi gjort i år som prøve. Men vi har bestemt at hvis medlemmer har forslag, som de mener er af en karakter så andre skal se dem inden generalforsamlingen, så kan vi udsende dem sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen. Men det kræver, at eventuelle forslag fremsendes 6 uger før generalforsamlingen til foreningens mailadresse ( gdr.stenoegaard@gmail.com ). Og det vil vi minde om i bestyrelsens vinterhilsen, som udsendes til alle først på året.
- Som opfølgning på et tidligere forslag om opsætning af Gadespejl i Tørslev By, har vi talt med kommunen. Den kommunale repræsentant vurderede at dette ville være en meget tung, langvarig og måske umulig proces, da politiet skal godkende opsætningen. Imidlertid er det ikke umuligt at kommunen med den trafik der er til og fra sommerhusområdet vil gå ind i et lille projekt med at gøre vejen lidt bredere på en kortere strækning i Tørslev. Det kunne forbedre oversigtsforholdene væsentligt. Det er aftalt de 2 grundejerforeninger imellem at arbejde for den fælles sag.
- Så kom de længe ventede skraldespande, som fylder frygtelig meget. De må ikke stå i rabatten, men skal ind på egen grund, hvilket givetvis vil give udfordringer nogle steder. Bruno og Henning C. Hansen (suppleant) vil gå rundt i området inden så længe og tage en snak, hvor det måtte være udfordringer.
- Vi er ved at have afsluttet sagerne med Vejdirektoratet, men der mangler at få færdiggjort et dræn/ brønd. Der er nu tinglyst en arealmæssig udvidelse af ”firbensservitutten” på i alt 120 m2, som vi har modtaget betaling for.
Der var herefter mulighed for at stille spørgsmål til beretningen og bestyrelsens arbejde.
En grundejer var lidt nervøs for om den rørskæring, der har fundet sted på stranden – og evt. også vil finde sted i fremtiden – ville gå ud over dyrelivet og specielt fuglelivet. Samme overvejelse har der været i bestyrelsen; realiteten er imidlertid, at det er nødvendigt at skære rør regelmæssigt og fjerne disse for på sigt at bevare rørskoven og dens specielle dyreliv. Ellers vil planter, buske og træer fortrænge rørskoven.
Se for eksempel: https://naturstyrelsen.dk/media/nst/67021/Tagroer.pdf
Vedrørende placering af de nye skraldespande spurgte en grundejer retningslinjer i forbindelse med en koteletgrund. Der blev henvist til Frederikssund Kommune.
Beretningen blev herefter godkendt.
3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
Foreningens kasserer Lars Nielsen (KV29) gennemgik regnskabet og knyttede kommentarer til en del af posterne. Han varslede samtidig, at et nyt layout var under overvejelse.
Daniel Nielsen (SV15) undrede sig over at der kunne være indtægt på græsslåning. Kassereren forklarede, at nogle få grundejere ikke selv klarer græsslåning/ukrudtsbekæmpelsen i henhold til vedtægterne og at bestyrelsen derefter lader dette ske for parcelejerens regning.
Jørgen Winther (KV31) havde spørgsmål til størrelsen af en række udgiftskonti:
a) Kontor og porto
b) Bestyrelsesmøder
c) Bestyrelsens vederlag
Kassereren svarede på spørgsmålet vedr. a og b og gav eksempler på hvorfor beløbene kunne variere fra år til år. Med hensyn til bestyrelsens vederlag c, så er dette fastsat år for år gennem generalforsamlingens vedtagelse af budgettet som beskrevet i vedtægternes §15.
Jørgen (KV31) ønskede endvidere oplysning om kontoen ”Vagt og tilsyn”. Eigil Otte (KS8) gav flere eksempler på hvad denne ordning dækkede (synligt indbrud, væltede træer, sprængte vandrør osv.) og hvordan den fungerede inkl. muligheden for at kontakte vagten i akutte situationer. Der var et generelt ønske om at få repeteret mulighederne for at kontakte vagten:
Benyt generelt foreningens mailadresse: gdr.stenoegaard@gmail.com
I akutte tilfælde kan man benytte vagttelefonnr. Henning 40 89 24 82 eller Eigil 28 76 25 65.
Jørgen ønskede sluttelig oplyst om formalia i vedtægternes §18 vedr. tidsfrister var overholdt. Bestyrelsen kunne med datoer dokumentere hvornår kassereren havde afleveret regnskabet til formanden, hvornår formanden havde afleveret til kassereren osv. – endende ud i at regnskabet skal foreligge fuldt færdigrevideret senest d.15.marts.
Herefter godkendte generalforsamlingen regnskabet.
4. Forslag fra bestyrelsen
Bestyrelsen havde udsendt 2 forslag: A. Vedtægtsændring vedr. suppleanter og B. Etablering af bredbånd:
A. Forslaget er en opfølgning på generalforsamlingen i oktober 2021 og indebærer en tekstændring i §10, vedr. suppleanter, som nu inddrages i bestyrelsesarbejdet, dog uden stemmeret.
Henning C. Hansen (SV4), som var en af forslagsstillerne, var meget tilfreds med udformningen af forslaget og anbefalede det varmt.
Forslaget blev vedtaget.
B. Forslaget vedr. etablering af bredbånd, som blev motiveret af bestyrelsens ”bredbåndstovholder” John Petterson (KT1), ligger ligeledes i forlængelse af drøftelserne på generalforsamlingen i oktober 2021, hvor der var enighed om at det var for usikkert og givetvis også for dyrt at gå efter en løsning via den såkaldte ”Bredbåndspulje”. Bestyrelsen blev derfor bedt om at arbejde videre med andre muligheder for at få bredbånd til Tørslev Hage. Vi har derfor koblet os på vores naboforenings (Grundejerforeningen Gl. Færgegård) kontakt til firmaet Wizer, der lige nu tilbyder et attraktivt og konkurrencedygtigt koncept. For 2500 kr. pr. parcel etableres fibernet i området og stik ind til hvert hus og uden krav om køb af abonnement. Når forhandlinger med Wizer forhåbentligt og forventeligt snart kommer i gang, er det hensigtsmæssigt at bestyrelsen har generalforsamlingens opbakning og godkendelse til at kunne disponere et beløb på op til 300.000 kr. til fibernet i området, ifald vi når til enighed med leverandøren.
Der var herefter en længere drøftelse med mange synspunkter. Nogle grundejere havde gode erfaringer med mobilt bredbånd og andre løsninger, men en del erkendte, at kvaliteten af signalet kunne svinge en hel del både fra dag til dag og fra time til time – stor afhængighed af den øvrige belastning på nettet.
Nogle grundejere mente at det var et stort beløb; andre var af den opfattelse, at pengene var bedre anvendt til fibernet end at stå på foreningens konto og at udrulning til den enkelte parcel i en eller anden grad ville afspejles i ejendommens værdi.
Forslaget blev vedtaget.
C. Steen Darlie (SS5) havde fremsendt forslag om at supplere den ene hjertestarter, som vi har i området, med yderligere 2 hjertestartere for at øge trygheden for os alle. Steen motiverede kort sit forslag.
Der var herefter en række meningstilkendegivelser fra forsamlingen. En havde fosøgt at beregne den statistiske sandsynlighed for, at der ville opstå hjertestop i grundejerforeningens område – den var meget lille, og retfærdiggjorde næppe yderligere anskaffelser.
På forespørgsel blev oplyst, at der ikke forelå oplysninger om anskaffelsespris og vedligeholdelsesomkostninger. Det blev endvidere oplyst, at den eksisterende hjertestarter ikke havde været i anvendelse, hvilket man selvfølgelig kunne glæde sig over.
Der var flere synspunkter både på placering af den eksisterende og evt. nye hjertestartere, men ingen beslutninger. Henrik (GL.Færgegård) oplyste at man ikke kunne udelukke, at grundejerne der besluttede at anskaffe en hjertestarter.
Sluttelig blev der givet en opfordring til at flere meldte sig som hjerteløbere. Og i forlængelse heraf blev det forklaret hvordan hjerteløberordningen fungerer.
Med forsamlingens accept besluttede dirigenten at sætte et reduceret forslag C. til afstemning: Der anskaffes en hjertestarter yderligere. Dette blev vedtaget med 37 ja-stemmer. Bestyrelsen iværksætter indkøb og placering.
D. Jørgen Winther (KV31) havde foreslået en afstemning hvor medlemmerne tilkendegav om man ønskede at bevare de grønne rabatter i området eller ej.
Der var mange tilkendegivelser om rabatternes generelle bredde (2m), hvilket dog ikke har kunnet lade sig gøre alle steder, deres friholdelse fra hække og anden vegetation, om indkørsler med den ene eller den anden belægning. Mange tilkendegav, at vi allerede har grønne rabatter afbrudt af de nødvendige indkørsler.
Dirigenten konkluderede, at det ikke var muligt for forslagsstilleren at klargøre sit forslag på en sådan måde at det gav mening at sætte det til afstemning. Der var bred opbakning hertil.
E. Daniel Nielsen (SV15) havde fremsendt i alt 6 forslag:
E.1 Krav om ny kasserer eller ny regnskabsform.
Forslagsstilleren trak sit forslag tilbage, da han havde fået svar på mange spørgsmål. Tilbage var et ønske om at få flere noter i regnskabet.
E.2 Krav om at bestyrelsesmedlemmer ikke kunne være fritaget for kontingent og samtidig modtage vederlag.
Da forslaget kræver en vedtægtsændring, kunne det ikke behandles.
E.3 Vagt- og tilsynsordning afskaffes.
Forslaget var motiveret af, at med de nye fjernovervågede vandmålere, ville Novafos kunne registrere og kontakte medlemmerne i tilfælde af unormalt forbrug (f.eks. som følge af sprængt vandrør). Men da ordningen dækker så meget mere end lækage på vandrør, som forklaret under mødets punkt 3, var der ikke tilslutning til forslaget. Forsamlingen bekræftede dermed som vedtaget på mange tidligere generalforsamlinger, at man ønskede ordningen opretholdt som en fin og billig service.
E.4 Gaver til bestyrelsen internt afskaffes.
Et enkelt medlem mente at det var godt at få sat spot på området og tog stærkt afstand fra nepotisme.
Formanden forklarede, hvad gavekontoen blev anvendt til: først og fremmest bliver kontoen anvendt til mindre gaver (blomster, chokolade m.v.) til personer (udenfor bestyrelsen), som hjælper med småopgaver, som de ikke modtager anden betaling for (f.eks. udsendelse af mødeindkaldelser m.m.). Han huskede ét tilfælde, hvor der var givet en gave såkaldt internt i bestyrelsen, hvor der var indkøbt en flaske til foreningens mangeårige kasserer i forbindelse med hans fratrædelse.
Synspunkterne fra forsamlingen var flere – bl.a. blev det foreslået at man satte et maksimum på kontoen.
Et medlem fandt at diskussionen var uværdig og et udtryk for at man ”gik i for små sko”; bestyrelsen skal have det nødvendige handlerum. Han foreslog at stoppede punktet og kom videre i dagsordenen.
Dette synspunkt vandt stort gehør i forsamlingen; forslaget blev således ikke vedtaget.
E.5 Oprettelse af en hjemmeside for grundejerforeningen, hvor man kan se referater fra generalforsamlinger, bestyrelsesmøder m.v. og komme hinanden til hjælp.
Joachim (KS26) fandt ideen god, men stillede som en grundlæggende betingelse at foreningen skal eje domænet.
Lars (KV29) mente, at der var en række uafklarede spørgsmål i forbindelse med en hjemmeside, som burde afklares f.eks. hvilken lovgivning er der på området? Kan vi komme i konflikt med personregisterloven? Hvem har ansvaret? Hvem skal rent praktisk stå for vedligeholdelse? Han gik derfor ind for en reduceret udgave, hvor ikke alt blev lagt ud.
Jørgen (KV31) mente ligeledes at fare med lempe, sådan at forstå at hvad der blev lagt ud på hjemmesiden, var navne på bestyrelsesmedlemmer, telefonnumre, kontakt til ”tilsyn og vagt” og den slags.
Peter (KS12) anbefalede, at vi prøvede det – og gik noget helt galt, så kan siden jo lukkes.
Daniel (SV15) oplyste på forespørgsel, at driften af en hjemmeside koster 125 kr. årligt.
Følgende blev herefter vedtaget:
Grundejerforeningen opretter en hjemmeside. Daniel Nielsen tilbyder at sætte forslag til en platform op, som godkendes af bestyrelsen. Domænet overgår til foreningen mod dækning af de omkostninger Daniel har haft hertil. Bestyrelsen og Daniel samarbejder om udvikling og udrulning.
E.6 Opsætning af informationsskab på hjørnet Svanevænget / Kysttoften. Info om hjemmeside, tabte sager mv.
Der var synspunkter for og imod.
Dirigenten satte forslaget til afstemning og det blev vedtaget med 30 ja-stemmer.
Der indkøbes derfor et nyt skab og Stenøgårds gamle skab, som nu står i Gl.Færgegård (efter at motortrafikvejen er anlagt) afvikles.
F. BLIND VEJ – skilt foreslået af Bjørn Guldager (KT21)
Bjørn gjorde opmærksom på, at han tidligere har foreslået opsætning af et BLIND VEJ-skilt ved indkørsel til Kysttoften, da det ofte sker at biler kommer ned til den blinde ende af Kysttoften i fejlagtig tro på at de kunne komme videre mod nord.
Bo (KT4) støttede forslaget og supplerede med info om, at der samme sted står et skilt med ”Legende børn”. Han henstillede til at respektere skiltningen.
Gjøll (SS14) fortalte, at man tidligere havde samme problem, som beskrevet af Bjørn på Svanestien, men at et BLIND VEJ -skilt havde løst problemet. Imidlertid er skiltet nu skjult af bevoksning.
Formanden gav tilsagn om, at bestyrelsen ville se på skiltningen i området, så vi sikrede os bedst muligt mod unødvendig trafik. Kommunen vil blive søgt om den nødvendige skiltning. Han nævnte som et andet eksempel, at der ligeledes burde skiltes tydeligere for cyklister på Fjordstien i nordgående retning, når de passerer over motortrafikvejen.
6. Fremlæggelse af budget for indeværende regnskabsårKassereren gennemgik det udsendte budgetfor 2022, der indeholder indtægtsposter på i alt ca.96.000 kr. og udgiftsposter på i alt ca.55.000 kr.
Budgettet blev taget til efterretning.
7. Valg af formand
Henning Schjødt (KT17) var på valg. Ingen andre kandidater ønskede at opstille. Henning modtog genvalg.
8. Valg af medlemmer til bestyrelsen
John Petterson (KT1) var på valg. Ingen andre kandidater ønskede at opstille. John modtog genvalg.
9. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen
De 2 suppleanter, som blev valgt på generalforsamlingen i oktober 2021, var på valg og da ingen andre kandidater ønskede at opstille blev Henning C. Hansen (SV4) og Flemming Neldeberg (KT6) genvalgt.
10. Valg af revisor og revisorsuppleant
Nuværende revisor Kim Slotsø (KS19) og revisorsuppleant Lars Skytte (KT14) blev genvalgt uden modkandidater.
11. Eventuelt
Præsentation af nye medlemmer
Nye grundejere fik mulighed for at præsentere sig.
Winnie og hendes bror (der ikke var tilstede ved generalforsamlingen) har overtaget ejendommen Svanestien 9 efter deres far. De blev budt velkommen i foreningen.
Forfaldent kontingent
Kassereren oplyste at der pt. resterer indbetaling fra 25% af medlemmerne.
Vejdirektoratets ejendomme
På spørgsmål om hvornår de sidste af Vejdirektoratets ejendomme vil blive sat til salg oplyste formanden at det sker efterhånden som de eksisterende lejekontrakter udløber. Uden at vi ved det var hans vurdering, at det vil ske i indeværende år.
Dirigenten takkede for god ro og orden under mødet. Formanden takkede dirigenten for godt arbejde og medlemmerne for en god generalforsamling.
Dirigent, Kurt Sørensen Formand, Henning Schjødt Referent, John Petterson
Kasserer Lars Nielsen Bruno Andersen Per Hjort
Tørslev d.16.maj 2022
